Lad os tale om turne!

Ja nogle gange må man tale om de besværlige ting i livet, det der gør lidt ondt…

 

Det bliver en længere omgang for jeg synes det her emne er vigtigt – så jeg håber du læser med og vil være med til at debattere og kommentere.

 

Jeg har arbejdet med turne i Danmark i 25 år, som producent og sælger af forestillinger og som modtager af forestillinger i teaterforeningsregi – og kender derfor området ret godt. Jeg har i årevis troet på alle de gode kræfter, forsvaret Danmarks Teaterforeninger og diverse forsøg på at støtte turne her i landet. Men nu kaster jeg håndklædet i ringen – og må konstatere, at det kun er blevet vanskeligere at trænge i gennem og få sine forestillinger på turne. Området er stærkt presset og de unge har ikke en chance. Det kunne man jo sige bare var synd for dem – men det handler om vores allesammens fremtid – om at have forestillinger at turnere, men også om at have et publikum fremover.

 

Efter i en periode at have holdt pause fra turnelivet startede jeg op igen for 2 år siden med at hjælpe en gruppe af yngre og ikke turnevante scenekunstnere med at sælge deres forestillinger – jeg havde en håndfuld gode forestillinger med et socialt sigte der diskuterede klima, handicap, prostitution etc, forestillinger jeg syntes det var værd at hjælpe ud, og som jeg vidste der ville være et publikum til. De manglede ekspertise og viden om turneområdet, og jeg tænkte, at der jo var ordninger og måtte være interesse på en eller anden vis. Jeg skulle blive meget klogere. Efter at have brugt masser af tid og penge til forberedelser og deltagelse i Danmarks Teaterforeningers seminar fik vi solgt én forestilling til én teaterforening. Det var noget af en underskudsforretning.

 

Ingen af forestillingerne var dyre – de lå alle omkring 14-15.000 kr. og de krævede ingen særlig teknisk hjælp.

 

Så måtte jeg jo selv handle og vise at det kan lade sig gøre. Jeg skabte en ny teaterforening: Sorgenfri Teaterforening med det formål at finde partnere forskellige steder i landet, der gerne ville købe forestillinger med en formidlingsstøtte i ryggen. Og det lykkedes – i sæson 17-18 viste vi 52 forestillinger rundt på højskoler, kirker, uddannelsesinstitutioner for 2000 publikum. De var glade og en lang række scenekunstnere kom på landevejen og fik testet sig af med et publikum – uden at det kostede mere end den formidlingsstøtte der gives til teaterforeningerne. 800.000 kr. blev kanaliseret til kunstnere, der havde god brug for det.

 

Nu er det sådan at teaterforeningerne får 13.600 kr. i formidlingsstøtte pr. forestilling (eller max 90% – tal for i år) – så hvis man har etableret sig, er synlige og kan finde et lokale, er det jo ikke ligefrem en risikofyldt forretning vi tale om. Egnsteatrene som også køber turneforestillinger har et andet direkte tilskud beregnet ud fra ,hvor mange billetter de sælger. Pengene skal bruges på at nedsætte billetpriserne, men en del kan også bruges på administration og PR.

 

Vi har også to ordninger, der yderligere støtte feltet:

 

Garantiordningen, som uddeles som et kvalitetsstempel fra Scenekunstudvalget, hvor hver forestilling kan få en garanti på 50% af købsprisen max 16.000 kr. – så for de forestillinger er regnestykket yderst favorabelt for teaterforeningerne, der altså kan få ”overskud” fra formidlingstilskuddet de kan bruge på andre dyrere forestillinger. Det er en fin ordning med kvalitet for øje, der kunne være god til at få yngre ukendte grupper ud – hvis ellers teatre og teaterforeninger gade bruge den og tage lidt flere chancer.

 

Turnenetværket, en forsamling af 63 scener (egnsteatre og teaterforeninger) der sammen hvert år efter en meget kompliceret ansøgning/procedure udvælger 20 forestillinger til turne, der hver får 16.000 kr. smidt i røven. Altså igen en ret favorable ordning, som burde animere til at scenerne turde vælge lidt mere alternativt. Og det kan også godt være at de tror de vælger virkelig alternativt og nyt – men tjek selv her: https://www.turneteater.dk/#load-more-productions – der er tale om en del gengangere – fx har Don Gnu været på 3 år i træk og de er altså fede nok til at turnere uden støtte, Teatergrad med deres forskellige konstallationer er stærkt overrepræsenteret, og der er rigtig mange forestillinger fra de etablerede scener. Selv en prima kult forestilling som ”Kunsten at dø”, der burde kunne sælge som varmt brød uden nogen form for støtte, er med i år. Det er i hvert fald ikke det frie felt der fører feltet – og de der er med sælger ganske få forestillinger.

 

Vores succes med Sorgenfri fik den konsekvens at formidlingstilskuddet pr forestilling blev mindre i sidste sæson for alle. Og det brød de andre teaterforeninger sig ikke om – så de gik straks i gang med at ændre ordningen for at begrænse den slags udskejelser. Og de fik Kunststyrelsen til at gå hårdt til de aktive teaterforeninger der prøver at tænker nyt – herunder også Helsingør. For Sorgenfri Teaterforening betød det, at vi fik afslag på formidlingsstøtte på forestillinger, som jeg havde noget at gøre med på anden vis. Der skulle være brandtætte skodder mellem producent og arrangørniveau. Vi havde skabt denne konstruktion velvidende at det var i en gråzone – men for mig var det en kulturpolitisk manifestation – for at vise, at det er muligt at præsentere alternative unge forestillinger, og at man kunne bruge eksisterende ordninger på det. Det var der en del der ikke brød sig om.

 

Vi gennemfører denne sæson i Sorgenfri Teaterforening stærkt neddroslet med fokus på at vise forestillinger lokalt, fordi der er så mange skønne forestillinger at vise stadig væk, og det betyder så meget for de kunstnere at komme ud. Men så har vi taget en beslutning om at lukke ned igen. Jeg har kastet håndklædet i ringen – det er simpelthen for svært, når der er så lidt forståelse for hvor vigtigt det er at få de unge ud. Det er med blødende hjerte, men det giver ikke rigtigt mening.

 

Til næste år har jeg kun en forestilling på turne – den skønne australske Meaninglessness – og kun fordi en gruppe egnsteatre så gerne ville have den og de fik den ind i Turnenetværket. Men også her skal der kæmpes mod manglende interesse – og jeg forstår stadig ikke, at man kan komme med en lille international perle, som scenerne kan få næsten gratis – at der ikke er større interesse. Igen ingen teaterforeninger overhovedet er kommet på banen. Og i særlig grad kæmper jeg her med at få den ind i Århus og København – her er situationen jo at man skal betale for at spille, og det er bare ikke muligt med en international produktion og er i øvrigt generelt helt urimelig for kunstnere, der kæmper for at overleve. Og jeg ser over listen af forestillinger i Turnenetværket og ser fx Gunilla Linds skønne VOMP, der kæmper for at få solgt nok – en forestilling der har fået priser, en koreograf der er det nye hotshot og står med en Reumert, som et ungt publikum elsker. Jeg forstår det ganske enkelt ikke.

 

Jeg har også i år prøvet at hjælpe lidt med to forestillinger af Jeremy Thomas-Poulsen – den skønneste Michael Runge produktion lige klar til de unge og et easy piecy soloværk The Hunt om økologi og jagt – begge med garantiordning, lette at vise og med garanteret publikumstække. Han investerede i DT seminaret – og har solgt en forestilling! Bare for at nævne et par eksempler – der er masser af dem.

 

Problemet er, at de frie uafhængige grupper, de unge, de nye stort set er fraværende på turnefeltet og har endog meget svært ved at komme ind. De skal have ret stor ekspertise for overhovedet at kunne finde rundt i det her gedemarked – og de skal investere en god sjat penge (som de virkelig ikke har). Det koster nok omkring 10.000 kr. bare at komme til Danmarks Teaterforeningers seminar – den eneste rigtige salgsplatform vi har her i Danmark – og det uden at tælle løn. Samtidig med at der væltes millioner ind i præsentationsledet. Kan vi være det bekendt?

 

Turnenetværket gør stort set det modsatte af hvad de er sat i verden for – det blokerer for at der kommer unge rundt i landet, fordi det er så svært at komme ind i systemet, der vælges så konservativt og man synes samtidig, at der er gjort noget for sagen. Nedlæg ordningen – eller sørg for at der vælges forestillinger ud fra mere kunstneriske og udviklende kriterier. Eller smid teaterforeningerne ud af ordningen, når de ikke vil tænke nyt.

 

Danmarks Teaterforeninger – tja hvis vi skal være lidt grove, så malker de unge producenter ved at de skal betale en bondegård for at være med på seminar uden at det kommer igen. På intet tidspunkt har jeg set initiativer for at få nye ind og introducere dem – ja man nævner nye producenters navne på første dag af seminaret. Man burde lave en ordning, hvor nye producenter kommer gratis med og får en særlig form for præsentation – fejrer dem der gerne vil ud og vise flaget, tage hånd om nye generationer. DT står overfor den farer, at den unge del af branchen undsiger dem kulturpolitisk, og det kan vise sig at blive en ordentlig boomerang. Og jeg forstår det godt – nu har jeg siddet til møder i DT regi og hørt teaterforeninger tale om deres store pengetanke og massive salgstal, jeg har aldrig hørt en eneste blære sig af deres chancer og kunstneriske vovemod. DT får mange penge selvom de er drevet mere eller mindre frivilligt, og de har haft stor betydning for at dansk teater kommer rundt i landet. Det er en god konstruktion. Des mere ærgerligt er det, at de undergraver sig selv ved ikke at følge med og tage ansvar for den nye scenekunst.

 

Udviklingsplatformen, der er sat i verden for at støtte det frie felt gør mig bekendt intet for det her, og har fx ikke vist sig på et eneste teaterforeningsseminar. Masser af mulighed for at lave fælles fremstød og udbrede kendskabet til de frie grupper og deres forestillinger, og hjælpe de nye producenter med at gøre klar til turnelivet. Der er lidt information på Upgrade, men der kræves langt mere for at ændre noget.

 

PUS bør komme ud og stille lidt flere krav til de bevillinger, der bliver givet – om at der skal tages chancer og prøves nyt.

 

Det er et fælles problem vi har i branchen – vi kan ikke bare putte os og hytte vores eget skind. Så hvad synes du? Kan vi i fælleskab finde på forslag, der kan styrke de unges turneliv?